Tuesday, May 22, 2007

Vision 1 - Forslag

Forslag

1.1 Lokalplan 33 14.07.1986 (Maribo Kommune) Lystbådehavn vest for Bandholm Havn
Lokalplan 33 har til formål at skabe grundlag for anlæg og
etablering af en lystbådehavn med ca. 55 pladser nordvest for Bandholm Havn.

1.2 Unikke udsigtspunkter på havnen og i Strandparken
Der etableres 10 udkigspunkter med siddepladser til 3 – 5 personer på strækningen fra området vest for Bandholm Camping til genbrugspladsen på havnens østside. De 10 udsigtspunkter er unikke, dels på grund af udsigten over Smålandshavet og muligheden for at nyde både solopgang og solnedgang, men især i deres udformning. Hvert udsigtspunkt har sit eget udtrykt skabt i et samarbejde mellem landskabsarkitekter og billedkunstnere.

De 10 udsigtspunkter placeres på følgende steder:
1. Strandarealet vest for Bandholm Camping (1 stk.)
2. Strandparken (3 stk.)
3. Det nordvestlige hjørne af vestkajen (1 stk.)
4. Det vestlige molehoved (1 stk.)
5. Det nordøstlige hjørne af østmolen (1 stk.)
6. Den østlige side af østmolen (2 stk.)
7. Havnepladsen (1 stk.)

1.3 Bandholm Badehuse som turistattraktion
Bandholm Badehuse renoveres med respekt for husenes historie. Der etableres en sauna, som sommergæsterne og Bandholm Svømmeklubs vinterbadere kan få glæde af.

Den daglige åbning af badehusene i sommersæsonen bør sikres, da de benyttes flittigt af fastboende og turister. Når åbningen ikke er afhængig af frivillig arbejdskraft og ustabilt kommunalt anvist personale, vil det være muligt at udnytte de potentialer, den mere end 130 år gamle institution har som turistattraktion.
Til orientering kan bemærkes, at Bandholm Badehuse gennem en årrække har haft landets højeste badevandstemperatur.

1.4 Ny informationstavle på Havnepladsen
Der opsættes en ny informationstavle på Havnepladsen i tilknytning til et af de i forslag 1.2 foreslåede udkigspunkter, så siddepladser og tavle fremstår som en enhed.

Tavlen er en udbygning af den nuværende, der giver information om havnen og byens faciliteter og oplyser om relevante kontaktpersoner og telefonnumre. På den ny tavle formidles Bandholm Havn som erhvervshavn. Havnens historie formidles gennem tekst og billeder, og ved skiftende opslag fortælles om de aktuelle coastere, der anløber havnen og deres last.

1.5 Turistinformation med udlejning af cykler, joller, kanoer og havkajakker
Der etableres under Maribo Turistbureau en turistinformation på havnearealet, der kan servicere de mere end 300.000 turister, der årligt besøger Bandholm.

I forbindelse med turistinformationen etableres cykeludlejning, der ikke kun giver mulighed for leje af almindelige cykler, men også tandems, sofacykler m.v.

Denne udlejning kan suppleres med udlejning af joller, kanoer og havkajakker.

No comments: