Tuesday, May 22, 2007

Vision 2 - Forslag

Forslag

2.1 Forslag til lokalplan nr. 88 september 2006 (Maribo Kommune)
For et nyt boligområde i Bandholm samt udvidelse af Bandholm Campingplads
Lokalplanen rummer to forslag til udstykning af området.
Lokalplanen har til formål at
- fastlægge en del af områdets anvendelse til helårsboliger med dertil hørende
friarealer. (Såfremt forslag 2 vedtages, bortfalder den sidste del af formålet)
- fastlægge en del af områdets anvendelse til offentlige rekreative formål,
campingplads med dertil hørende faciliteter.
- gennem arkitektur sikre bebyggelsens tilhørsforhold til resten af Bandholm by.
- fastlægge stier og veje i området
- sikre området et pænt og ordentligt udseende.
- overføre del af lokalplansområdet fra landzone til byzone.

Kilde: Forslag til lokalplan nr. 88 september 2006 (Maribo Kommune)

I forbindelse med lokalplanens forslag om udbygning af Bandholm Camping, bør skiltningen ved indfaldsvejene forbedres, da det i øjeblikket opleves, at campister opgiver at finde campingpladsen og kører videre.

2.2 Renovering af Strandparken
Stranden foran Strandparken renses for sten, så den bliver badevenlig.

Skrænterne fra det grønne område kystsikres og renoveres, så der langs hele kysten er nem adgang fra Strandparkens grønne areal til vandet.

Der etableres en legeplads med et stort sandareal (sandkasse). Materialerne, der bruges til legepladsens elementer er alle naturmaterialer, der respekterer områdets æstetik.

Området umiddelbart vest for Bandholm Camping, der i dag ikke indgår i parkanlægget, inddrages og beplantes, så det udgør en del af Strandparken.

Der opstilles 4 udsigtspunkter med siddepladser i Strandparken, som beskrevet i Vision 1, forslag 1.2.

2.3 Anlæggelse af en ny park
Nordvest for campingpladsen anlægges en park. Parken afslutter den nye parcelhusbebyggelse nord for campingpladsen og skaber en grøn korridor mellem Lindstrømsvej og stranden.
Parken anlægges på det areal, der i ”Forslag til lokalplan nr. 88, september 2006 (Maribo Komune)”, forslag 2, beskrives således:

”Der lægges op til, at området vest for lokalplansområdet senere også kan udnyttes. Dette areal er ikke i byzone, ikke i kommuneplan og ligger inden for strandbeskyttelseslinien. Før arealet kan udnyttes, skal der vedtages en lokalplan for området.”

Beplantningen i parken tager udgangspunkt i duftende vækster med lind som det gennemgående træ. I valget af vækster tages der desuden hensyn til fugleliv og insekter.
Det gammeldags lysthus af klippede lindetræer er parkens grundtanke og giver brugerne mulighed for at gå gennem en række større og mindre rum med siddepladser.
Oplevelsen af parken som en samling af små linde-lysthuse, der lukker brugerne inde i grønne rum, står i modsætning til Strandparkens åbne arealer og vide havudsigt. De to parkområder vil på den måde supplere hinanden.

Et væsentligt element i den nye park er skulptursamlingen, der gør den nye park til en unik oplevelse.
Skulptursamlingen består af permanente skulpturer, der er skabt af lokale kunstnere fra Lolland Kommune, og parken giver derfor både lokale og turister en mulighed for at få en præsentation af billedkunstnere på Lolland.
I parken etableres endvidere et galleriareal, der administreres af de lollandske kunstnere selv. Også siddepladserne er skabt af billedkunstnere, som en videreførelse af udkigsposterne på havnen og i Strandparken, se Vision 1, forslag 1.2.

Spejling i vandførende grøfter i parken vil understrege parkens arkitektur og de mange skulpturer. Grøfterne vil desuden skabe en kobling mellem byens parkrum og det omgivende landskabs skove og markers dyrkningshistorie.

2.4 Ny lokalplan for boligerne på den sydlige side af Lindstrømsvej
I forbindelse med etableringen af boligområdet i ”Forslag til lokalplan nr. 88, september 2006 (Maribo kommune)” og den nye parkudarbejdes et tillæg til lokalplan nr. 18 for Bandholm by (Maribo Kommune), så det bliver tilladt at bygge en yderligere etage på de etplanshuse på den sydlige side af Lindstrømsvej, hvis havudsigt bliver berørt af den nye park. Lokalplanen tilgodeser boligerne på den nordlige side af Birketvej ved ikke at tillade boligejerne på Lindstrømsvej at sætte vinduer og døre/balkoner i den sydlige side af den øverste etage.

No comments: