Wednesday, May 23, 2007

Baggrunden for de 7 visioner

Baggrunden for de 7 visioner
I august 2005 lukkede Bandholm Skole, og børnene i Bandholm-Reersnæs-Blans blev overført til Østofte Skole. En af følgerne blev, at flere af byens idrætsforeninger fik et markant fald i antallet af medlemmer på børneholdene, da børnene - eller forældrene - nu valgte benytte idrætsforeningerne i Østofte.

I 2006 afholdt idrætsforeningerne i Bandholm derfor en række møder, hvor mulighederne for at forny byens idrætsliv drøftedes. Et af resultaterne af disse møder blev, at man udvidede kredsen af foreninger i arbejdsgruppen og begyndte at arbejde med muligheder for udvikling i Bandholm-Reersnæs-Blans generelt. Der er en stærk tradition i området for at stå sammen om større projekter. Således er opførelsen af idrætshallen ved Bandholm Skole og fredningen, istandsættelsen samt den efterfølgende drift af byens sidste kornmagasin, Hvedemagasinet, som udstillings– og spillested sket på basis af beboerinitiativer og frivillig arbejdskraft.

Arbejdsgruppens møder faldt sammen med offentliggørelsen af henholdsvis Lolland Kommune og Realdanias projekt: ”Landsbyer og landdistrikter på vej mod fremtiden” og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri’s Landdistriktsprogram for 2007 - 2013. Det var derfor naturligt for arbejdsgruppen at arbejde med mulighederne i disse to udviklingsprogrammer.

I februar 2007 indbød Bandholm-Reersnæs-Blans Beboerforening til et beboermøde med temaet ”Nyt liv i byen”. Formålet med mødet var at få alle gode ideer, der måtte være blandt beboerne, gjort synlige, og derved skabe en konsensus blandt beboerne om den udvikling, som er formålet for arbejdsgruppens arbejde. Det var en meget stor opbakning bag mødet: 183 personer deltog fra de ca. 700 husstande, der havde modtaget den husstandsomdelte indbydelse, og der fremkom mere end 50 forslag.

Efterfølgende har arbejdsgruppen arbejdet med at sammenskrive de mange ideer til en egentlig vision for Bandholm-Reersnæs-Blans.

Resultatet er dette materiale, ”7 visioner for udvikling”.

No comments: