Wednesday, May 23, 2007

7 visioner for udvikling: Bandholm-Reersnæs-Blans

7 visioner for udvikling
Dette materiale præsenterer 7 visioner for udvikling i området Bandholm-Reersnæs-Blans. Visioner, der tager deres udgangspunkt i de mange kulturspor og i de naturværdier, der er i området.

Fælles for de tre landsbyer er, at de er beliggende langs Smålandshavets kyst og er omgivet af skove og det åbne landskab. Fælles er også landsbyernes beliggenhed på den gamle landevej mellem Maribo og Birket.

Samtidigt er Bandholm, Reersnæs og Blans repræsentanter for tre typer af landsbyudvikling. Bandholm udvikler sig fra ladeplads til en lille havneby, hvis glansperiode kulminerer i midten af 1900-tallet. Reersnæs er landsbyen, der har landbruget som omdrejningspunkt, og Blans repræsenterer landsbyen, der ved en vejomlægning kobles af landevejen. Blans er samtidigt et fint eksempel på de små fiskerlejer på Lollands kyster.

”7 visioner for udvikling” tager udgangspunkt i den opstillede vision for Lolland Kommune.
Grundtanken bag de syv visioner er, at området bliver en seværdighed i sig selv, hvor natur og kulturarv plejes, fremhæves og formidles af og for de fastboende og de mange turister i vores område. Og at området bliver et attraktivt bosted, hvor der er gode tilbud om og faciliteter til fysisk aktivitet, kultur- og foreningsliv, hvor der er mulighed for at skabe et aktivt og varieret indhold i den enkeltes tilværelse, og hvor de daglige omgivelser er med til at skabe en stærk lokal identitet. En realisering af disse mål vil kunne være medvirkende til at øge bosætningen og antallet af turister i området.

Visionerne er udtryk for en helhedstanke, der dækker hele området.
Materialet er dog struktureret som et idekatalog, der giver mulighed for realisering af dele af visionerne.

No comments: