Friday, February 9, 2007

Per Jensens oplæg 5. februar 2007 - referat


Anden oplægsholder på beboermødet 5. februar var Per Jensen, der er faglærer ved CEUS i Nykøbing F. og bosiddende i Bandholm
Per Jensen er også medlem af Lolland Kommunes byråd (A) og sidder i følgende udvalg:
- Teknik og Miljø-udvalget
- Arbejdsmarkeds-udvalget
- Ad hoc-udvalget for borgerinddragelse


Per Jensen redegjorde i sit oplæg for Lolland Kommunes tiltag, hvad angår landdistrikterne, og for mulighederne i Fødevareministiriets landdistriktsprogram "Mere liv på landet"

Links, der uddyber Per Jensens oplæg: http://www.lolland.dk/Politik_og_demokrati/Borgerinddragelsesudvalget.aspx

http://www.lolland.dk/Politik_og_demokrati/Borgermøder.aspx

http://www.realdania.dk/Presse/Pressemeddelelser+2007/Pressemeddelelser+2007/Landsbyer+og+landdistrikter+03-01-07/Fakta.aspx?q=landsbyer%20og%20landdistrikter

http://www.fvm.dk/Files/Filer/Publikationer/LDprogram_2007_2013.pdf

http://www.landdistriktsprogram.dk/Default.asp?ID=5410

http://www.lolland.dk/Politik_og_demokrati/Planer/Lokalplaner_Maribo.aspx


Lolland Kommunes ad hoc udvalg for borgerinddragelse
Per Jensen indledte sit indlæg med at redegøre for de muligheder, der ligger i Lolland Kommunes ad hoc udvalg for borgerinddragelse. Blandt formålene for udvalget er

- At orientere og rådgive om hvilke områder (for eksempel ”kulturliv”, ”fritidsliv”, ”unge”, etc.), hvor borgere og brugere kan involveres direkte i udviklingen af den nye kommunes indretning og/eller organisering af tilbud.
- At orientere og rådgive om løsninger til organisering af lokale initiativer og selvforvaltning.
- At medvirke til at opspore og udvikle tiltag/aktiviteter, der fremmer borgernes involvering og deltagelse i lokale beslutninger (bl.a. gennem overvågning af diverse offentlige og private puljer/fondsmidler)
- At initiere og understøtte en aktiv (ekstern) markedsføring og branding af Lolland Kommune i overensstemmelse med de til enhver tid besluttede visioner, værdier og politikker for kommunen.

Udvalget har ikke økonomiske midler til at støtte initiativer, men kommunens sektor for udvikling og erhverv kan yde assistance i forbindelse med projektbeskrivelser.

Visionen for kommunen beskrev Per Jensen som at skabe en sund og dynamisk kommune, hvor det er godt at bo. I denne forbindelse er det vigtigt at få landsbyerne med, at skabe borgerinddragelse. Nogle former for borgerinddragelse er lovpligtige, men udvalget har også til formål at arbejde med den ikke-lovpligtige borgerinddragelse.

Der er ikke udpeget permanente borgerrepræsentanter i udvalget, man vil i stedet inviteret relevante borgerrepræsentanter i forbindelse med de enkelte sager/projekter. Per Jensen understregede, at alle kan henvende sig til udvalget.

Landdistriktsprogrammet
En anden mulighed for udvikling i Bandholm ligger i ”Landdistriktsprogrammet 2007 – 2013”, hvor der på nationalt plan er afsat 560 millioner til udvikling i landdistrikterne. Programmet administreres af Fødevareministeriet og har følgende fire overordnede mål:
- Flere iværksættere og lokale arbejdspladser i landdistrikterne
- Stærkere konkurrenceevne i fødevare- og skovsektoren
- Varierede landskaber, rig natur og rent miljø
- Attraktive levevilkår i landdistrikterne

I programmet ligger muligheder for at støtte op om lokale ideer og initiativer, - i nogle tilfælde er dette et krav.

Realdania
Lolland Kommune er en af tre kommuner, der er blevet udvalgt af en af Danmarks største fonde Realdania til at deltage i projektet ”Landsbyer og landdistrikter på vej mod fremtiden”. De to andre kommuner er Thisted og Bornholm.

Realdania giver 105 millioner til projektet. Disse penge suppleres med penge fra kommunerne, så den samlede sum når op på 195 millioner.
Lolland Kommunes andel er ca. en tredjedel. Den endelige vedtagelse af Lolland Kommunes deltagelse i projektet er på byrådets dagsorden d. 22. februar 2007, og Per Jensen forventer, at kommunen vil deltage.

Arbejdsplanen for projektet vil være, at kommunen vil lave en analyse af de muligheder, der er i kommunen for gennemførelse af delprojekter, og derefter vil kommunen sammen med eksperter udpege 3 landsbyer/landdistrikter, hvor man vil gennemføre demonstrationsprojekter. – Det kunne være spændende, hvis Bandholm- Reersnæs-Blans kunne være med.

I oktober 2007 afholdes et seminar om landdistriktsudvikling for alle, der har interesse i emnet.

Den overordnede projektbeskrivelse for Lolland kommunes deltagelse i Realdaniaprojektet har to prioriteter: Egnsudvikling og bosætning. Kommunens kriterier for lokalsamfunds deltagelse i projektet er, at de udvalgte deltagende landsbyer opfylder et eller flere af disse kriterier:
- herregårdslandsbymiljø
- landsbymiljø i tilknytning til naturområder
- landsbymiljø ved kysten
- landsby som forstad til større by
- landsby på gennemfartsvejen

Per Jensen fremhævede, at Bandholm-Reersnæs-Blans opfylder samtlige kriterier.

Og at en forudsætning for at skabe unikke og skønne landsbymiljøer er at få fjernet de huse, der ikke pynter, via opkøb eller kondemnering.

Unikke byggegrunde og ny marina
Bandholm har en helt unik mulighed for at leve op til kommunens egnsudviklingspolitik, idet lokalplan 88 (Maribo Kommune) giver mulighed for at bygge 60 – 65 helårsboliger inden for strandbeskyttelseslinien i det vestlige område mellem Lindstrømsvej og campingpladsen. Flere af disse boliger vil ligge med udsigt over Svanevig og/eller i ganske tæt afstand fra Strandparken.

I dag – 2007 – vil en sådan udstykning ikke kunne lade sig gøre på grund af reglerne for byggeri i forhold til strandbeskyttelseslinien.

Lokalplan 88 (Maribo Kommune) giver også mulighed for at udvide campingpladsen, der jo har en fantastisk beliggenhed.

Per Jensen pegede også på den mulighed, lokalplan 18 og lokalplan 33(Maribo Kommune) giver for at etablere en marina på den vestlige side af molen til færgelejet i Bandholm Havn.

Baneområdet og det gamle elektricitetsværk
To andre konkrete projekter, der kan tænkes ind i Realdaniaprojektet er en yderligere forskønnelse af baneområdet, hvor det renoveringsprojekt, der er gennemført for stationsbygningerne, videreføres i hele baneområdet ved Stationsvej- havnen, og en arkitektonisk tilbageføring af det gamle el-værk.

Bandholm Skole
Bandholm Skole er forsøgt solgt, det vil sige den del af bygningskomplekset, der ligger mod syd/øst (vinklen med blåt tag og tilbygningen fra 1960’erne). Men ingen har budt på skolen. Grunden kunne være, at man på grund af strandbeskyttelseslinien og fredningsbestemmelser i forhold til oldtidshøjene i Svanevig ikke giver plads til at udvide bygningsmæssigt, lave yderligere parkeringspladser etc., og at en ny ejer skal dele bygningskomplekset med Svanevigcentrets beboerhus og hal, børnehaven og dagplejernes brug af andenlærerboligen. Per Jensen understregede, at beboerhuset, hallen og børnehaven ikke er truet i forbindelse med et evt. salg af den sydøstlige vinkelbygning.

I Lolland Kommune er der i øjeblikket fokus på, hvilke af de mange kommunale bygninger, der kan sælges, og Per Jensen mener, at der ikke er tvivl om, at Bandholm Skole vil komme i spil igen, - selv om den p.t. ikke er på dagsordenen.

Lolland Kommunes udviklingsafdeling har arbejdet med tanker om at benytte Bandholm Skole som kursuslokaler, lejrskole og lokaler for specialklasser.

Konkret foreslog Per Jensen, at beboerne i Bandholm-Reersnæs- Blans dannede en fond eller forening, der køber skolen. Lolland Kommune vil måske være interesseret i at sælge til en billig pris, hvis beboerne ønsker at overtage driften af bygningerne.

Endelig mindede Per Jensen om, at der ligger et forslag om etablering af en biografforening i Maribo, der kunne overføres til Bandholm Skole.

Det er nu!
Per Jensen sluttede sit indlæg med en understregning af, at der er mange muligheder for udvikling i Bandholm-Reersnæs-Blans og opfordrede til, at man skelede til Fejø og den udvikling, der er sket her.

Per Jensens udgangsreplik var: ”Kom i gang – vi har en kæmpe chance nu!”

Kommentarer til Per Jensens oplæg - og svar
Kristian Trøjborg Hansen, Reersnæs:
Der bør gøres noget ved Reersnæs Brug. Hvis den blev revet ned, kunne der etableres et dejligt grønt område med udsigt over Smålandshavet til glæde for beboerne i Reersnæs og for turister, der kunne benytte stedet som rasteplads.

- og supplerende - Erik Abel, Reersnæs:
Reersnæs Brugs er en skamplet, der bør rives ned. Før bygningen blev opført i 1910, lå - ifølge beretninger – Reersnæs gamle byting på stedet. Det kunne reetableres med et egetræ omgivet af en stenkreds og kunne dermed blive et samlingssted for byen.

Per Jensen:
Skal der gøres noget ved området ved Reersnæs Brugs, er vi nødt til at tage højde for, at grunden kan være forurenet, da Reersnæs Brugs havde benzinsalg.

Bertus Beekhuijzen, Bandholm:
Udviklingen af et nyt boligområde mellem campingpladsen og Lindstrømsvej er afhængig af, at folk kan komme hurtigt på arbejde. Peter Stens beskrivelse af Lundby-projektet viser, at infrastrukturen har stor betydning.

Birgit Christensen, Reersnæs:
Man kunne foreslå, at Lolland Kommune anvendte Bandholm Skole til kommunale kontorer, da der i øjeblikket er en del forvirring omkring den fysiske placering af kommunale arbejdspladser. F.eks kunne kommunens ungdomsskole have sin administration på skolen. Det udelukker ikke borgernes brug af bygningerne om aftenen. – Og det vil give tid til at gennemarbejde et forslag til Realdaniaprojektet ordentligt.

Per Jensen:
Hvis beboerne køber Bandholm Skole, kunne man forestille sig, at der måske kunne skabes et indtægtsgrundlag ved udlejning af lokaler til kommunale kurser, ungdomsskolens administration og lignende.
Det rigtige vil være at lave en beskrivelse af et kæmpeprojekt under Realdaniaprojektet, der inddrager alle de bedste ideer fra Bandholm-Reersnæs-Blans.

Referenter: Per Løbner og Anne Elmer

No comments: